Vi har allerede set det hvad er Linux Grub, og hvordan fungerer det.
GRUB har sin egen notation, som er meget ens, selvom den er noget forskellig fra den generelle notation, som en typisk bruger af Linux.
Dette ville være et eksempel på en GRUB-indgang sædvanlig:
(hd0,1)
Beslag er et must, alle enheder er anført i menuen til GRUB de skal være omgivet af parenteser.
hd betyder harddisk, fd repræsenterer en diskett, cd repræsenterer cd-rom-drevet osv.
Det første tal henviser til det fysiske harddisknummer, i dette tilfælde det første drev, da de tælles fra nul og op. For eksempel, hd2 henviser til den tredje fysiske harddisk.
Det andet tal henviser til partitionsnummeret på den valgte harddisk, igen tælles partitionerne fra nul og opad. I dette tilfælde et synonym for den anden partition.
Herfra er det tydeligt, at GRUB (menu) ikke skelner mellem IDE- eller SCSI-diske eller primære eller logiske partitioner. Opgaven med at beslutte, hvilken harddisk eller partition, der skal startes, overgår til BIOS og fase 1.
Betydningen af notationen er meget enkel.
Primære partitioner scorer fra 0 til 3 (hd?, 0), (hd?, 1), (hd?, 2), (hd?, 3). De logiske partitioner på den udvidede partition tælles fra 4 til, uanset det faktiske antal partitioner på harddisken, f.eks. (Hd1, 7).
Indtastningerne er dog ikke tilstrækkelige til at starte et operativsystem.
GRUB har også brug for at kende de operativsystembilleder, der skal indlæses. Dette tildeles som parametre for hver af de kaldte enheder, inklusive specialmærker (switches). For eksempel er Windows Safe Mode et specielt mærke. Eksempel 2:
standard 0
timeout 8
Den første linje (som standard 0) betyder, at det første operativsystem på listen startes. Den anden linje (timeout på 8) angiver, hvor længe (i sekunder) brugeren skal foretage sit valg, før standardindgangen indlæses.